Ny jobformidler i HK

KOLDING: Karin Sloth Olesen er den 1. februar ansat hos HK Sydjylland i en nyoprettet stilling som job-formidler og virksomhedskonsulent.

Hun bliver hovedansvarlig for implementeringen af HK’s nye serviceydelse, HK JobBørs, som skal skabe det perfekte match mellem virksomheder og HK-medlemmer, når ledige stillinger skal besættes.

Karin Sloth Olesen har beskæftiget sig med jobformidling og virksomhedsrådgivning siden 1994. Hun har blandt andet været arbejdsmarkedskonsulent hos AF Vejle regionen i Kolding, kursusleder for Arbejdsmarkedsstyrelsen og butikschef i Jobbutikken Kolding. Senest har hun arbejdet hos Jobcenter Kolding og Jobcenter Haderslev.

Karin er gift og har tre børn i alderen 9, 16 og 19 år. Hun er ofte at finde i Trefor Arena, når KIF Kolding København spiller.