Det trækker i Borris
Pulling: For fjerde år i træk afholder Borris Landbrugsskole traktortræk. Det sker søndag den 5. april.
Borris: Flere end 100 forskellige trækkere deltager i de forskellige klasser ved dette års Påsketræk på Borris Landbrugsskole. Foruden klasserne for traktorer byder Påsketræk også på træk med lastbiler og firhjulstrækkere. Der er derfor lagt op til en varieret og spændende dag for alle med benzin i blodet, og dem er der traditionelt mange af til trækkene i Borris.
3000 tilskuere
– Det er fjerde år, vi arrangerer Påsketræk, og sidste år havde vi besøg af 3000 tilskuere. Det var fuldstændig vildt, og vi var ikke helt gearede til at tage imod så mange mennesker, fortæller Inger Bech fra udvalget, der arrangerer Påsketræk.
Hun måtte sidste år støvsuge frysediskene hos områdets købmænd, for at matche efterspørgslen efter pølser, ribbensandwich og andet, som hører et rigtigt traktortræk til.
Styr på det hele
– I år er vi klar. Vi har varer nok til boderne, og vi har også styr på toiletterne, uanset hvor mange der kommer, lover Inger, der efter eget udsagn ingen forstand har på traktortræk.
– Jeg har styr på det markedsføringsmæssige og den praktiske planlægning af dagen. Jeg tror, det er en af styrkerne i udvalget, at vi også er nogen, der ikke er dybt involveret i sporten.
Kvinder til træk
Det har overrasket Inger, hvor mange kvinder, der kommer til traktortræk, og det har fået hende til at bestille nye drikkevarer hjem til dette års Påsketræk.
150 nordmænd
– Mokai, det var der mange, der efterspurgte sidste år, så det har vi naturligvis også i boderne i år, slutter Inger Bech, der dog lige når at fortælle, at trækket i år får besøg af ikke færre end 150 nordmænd, der har meldt deres ankomst. Om det er fordi, der nu kan købes Mokai, melder historien intet om.
