Er græsset grønnere hos din nabo?

Græsplæne: Hos Land & Fritid på Industrivej i Ølgod slår man lørdag den 28. marts dørene op for en særlig forårsdag med fokus på havens vigtigste bestanddel – den grønne plæne.

Ølgod: Det er nu, arbejdet skal gøres, hvis man vil sikre et smukt græstæppe, der kan modstå sommerens boldspil og grillfester.

– Der er ingen vej udenom. Hvis man vil have en smuk græsplæne i år, er det nu man skal i gang. Heldigvis kan man nå langt med en tidlig indsats, siger Hanne Lauridsen fra Land & Fritid i Ølgod.

Afhængig af plænens alder, lys-, vand- og næringsforhold er der forskelligt at holde øje med. Mos er et af de værste problemer for mange haveejere, fordi det blokerer for lys og luft til græsrødderne i det spæde forår. Det kan være nødvendigt at så nye græsfrø, der hvor mos og ukrudt har ødelagt plænen. Her er det vigtigt at vælge den frøtype, der passer til plænen.

Land & Fritid butikken i Ølgod slår dørene op for den store Forårsdag lørdag den 28. marts fra kl. 9-13. Her kan man få særlige råd til plæner, der døjer med skygge, slitage, gåsebille-larver og andre trusler mod havens pryd og gode tilbud til en forårsklar have.

”Mosset skal væk. Det kan gøres med en kraftig rive eller endnu bedre, med en vertikalskærer. Den skal kun lige strejfe jordoverfladen og fjerne mos og vissent græs for at nye skud kan komme til”, siger agronom Henrik Romme fra Prodana, der leverer græsfrø til Land & Fritid.