Et tidssvarende klubhus

Klubhus: ØIF Fodbold oplever modsat mange andre fodboldklubber en tilgang af spillere og ønsker sig derfor et tidssvarende klubhus.

Ølgod: Ølgod IF fylder 100 år den 13. april. Foreningen er i fin form og planlægger en udvidelse og modernisering af klubhuset. Budgettet siger 1,6 millioner kroner, og bestyrelsen forventer at kunne skaffe beløbet uden at tære på egne reserver.

– Vi tror på, at vi gennem fonde, sponsorater og ikke mindst frivillig arbejdskraft kan skaffe pengene, har formand for ØIF, Jan Rose Andresen tidligere fortalt til Ugeavisen.

Bestyrelsen har sammen med tidligere indehaver af Skovbos Tegnestue, Poul Erik Pedersen, fundet frem til den rette løsning, mens Borgs Tegnestue har trukket de sidste streger og skabt præsentationsbillederne af det nye klubhus.

ØIF har nu søgt alle de relevante fonde og har også fået enkelte tilbagemeldinger, men bestyrelsen skal først behandle emnet på de kommende møder, hvorefter den melder noget mere konkret ud.

ØIF er ligeledes godt i gang med at finde en model for det frivillige arbejde, der nødvendigvis må udgøre en større del af byggeriet.