Haahrs Tømrer & Murer fyldte godt 10 år

Jubilæum: De to brødre, der blev til tre fætre, fejrede fredag, at det var 10 år, 10 måneder og 10 dage, siden de fandt på at starte eget håndværkerfirma.

Ølgod: Der var dannet flagallé i indkørslen, og der var rejst telt i forlængelse af værkstedet. Det havde dog ikke været nødvendigt, for solen skinnede og foråret viste sig fra sin bedste side, da Haahrs Tømrer & Murer fredag fejrede godt 10-års jubilæum.

Hele dagen væltede det ind med familie, venner, kunder og kolleger, som alle blev budt på lækker mad og fadøl fra Ølgod Bryghus.

Gavebordet bugnede og bar præg af, at de tre fætre indimellem har lidt svært ved at passe spisetiderne og tyer til hurtige, men mindre lødige kalorier. Der var dog også en masse vin på bordet.

– Dejligt, for de drikker ikke så meget selv, lød det begejstret fra Laura Haahr, mor til Henrik og Søren.