Alfred fylder 75 år og lader sig pensionere

Pension: Alfred Lundgaard markerer fredag både sin 75-års fødselsdag, 30-års jubilæum i Strellev og sin pensionering.

Strellev: Alfred Lundgaard har de senere år trapppet sine aktiviteter ned, men nu stopper han helt og afleverer sit momsnummer. Det markeres på fredag den 17. april i Strellev Forsamlingshus, hvor der er reception for venner og forretningsforbindelser.

54 år i faget

Som Ugeavisen skrev for nogle måneder siden, er det 54 år siden Alfred kom i lære, og de seneste 30 år har han drevet Strellev Snedker- og Tømrerforretning.

– Der er lige nogle småting, jeg skal have gjort færdig, men jeg stopper altså endeligt og afleverer mit momsnummer til den første.

Alfred forklarer, at flere af hans kunder har kontaktet ham på det sidste.

– De har lige en sidste ting, jeg skal kigge på, inden jeg holder, og det når jeg såmænd også.

Fortsat frivillig

Der er dog ingen fare for at Alfred Lundgaard bliver helt arbejdsløs, for med et stort ældre hus er der altid noget, der skal laves. Og så er Både Alfred og hans hustru Dorte involveret i en del frivilligt arbejde. Det har ingen af dem planer om at droppe.