Forældre er skeptiske over for store integrerede børneinstitutioner
Aabenraa : Det er da tankevækkende, at kommunen indkalder til dialogmøde omkring strukturændringer på dagtilbudsområdet - for dernæst at udforme et høringsoplæg, der bestemt ikke tager højde for det meget klare budskab, der fremkom under dette møde!
Forældre ønsker ikke store integrerede institutioner, der kan rumme mellem 100 og 150 børn.
Det undrer mig derfor, at formand for børne- og uddannelsesudvalget Kirsten Nørgård Christensen, d. 30.4.2015 i Aabenraa Ugeavis, udtaler sig, at lige netop input fra dialogmødet har dannet grundlag for det oplæg, der er sendt i høring omkring den fremtidige dagtilbudsstruktur.
Det er ikke kun forældre, der er skeptiske overfor store integrerede institutioner.
En nylig udkommet rapport fra Aarhus Universitet viser klart, at kvaliteten er højere i små institutioner end i store.
Som forælder har jeg en klar forventning om, at institutioner i Aabenraa Kommune kan levere kvalitet på alle områder og dermed være med til at give børnene de bedste forudsætninger for en god start på livet.
Endvidere undrer det mig, at man via disse strukturændringer ønsker at opnå en besparelse på tre mio. kr. på driften - samtidig med at der skulle investeres i størrelsesordenen 92 – 141 mio. kr.
Et regnestykke, der synes fuldstændig ude af proportioner.
Samtidig må man tillægge udgiften til de tomme lokaler/institutioner, som kommunen vil stå tilbage med, idet konsekvensen af ændringerne vil betyde, at forældre i større udstrækning vil søge små private institutioner, samt at nogle nuværende institutioner vil vælge at blive private.
Kære Kirsten Nørgård Christensen, såfremt du vil gøre dig forhåbninger om at få tilfredse forældre, vil det være oplagt, at den efterspurgte forældreundersøgelse blev foretaget og dermed give materiale til netop at kunne foretage ændringer, så udbud og efterspørgsel hænger sammen.
Samtidig vil det være dit bevis på, at du tager det første trin op i din omtalte "helikopter".
Såfremt dette trin synes svært, så vil jeg gerne invitere dig op i den Boeing 747, som forældre, ansatte og bestyrelsesmedlemmer til dagligt sidder i, og hvorfra der ydes et fantastisk stykke arbejde for at give vores børn de bedste forudsætninger.