Fra fjord til byens segl
Markreller: De mange makreller i fjorden er årsag til, at Aabenraa bærer fiskene i byvåbnet.
Aabenraa : Helt tilbage fra middelalderen har De Tre Makreller været Aabenraa bys våben, og når man i dag går rundt i byens gader, ser man endnu det maritime symbol på kommunale bygninger, på kloakdæksler og senest også på skraldespande. Det nuværende byvåben blev i en sidenhen tillempet form – som også kan fungere i de digitale medier – udarbejdet i 1921 af tegneren Frederik Britze i samarbejde med arkivar og heraldiker P.B. Grandjean.
Det er dog ikke kun det offentlige Aabenraa, der har brugt De Tre Makreller. Symbolet har også været anvendt af byens erhvervsliv i en række forskellige sammenhænge, ikke mindst i forbindelse med søfarten. Endnu den dag i dag bruger Jebsen-koncernen makrellerne som symbol på mod og kampgejst. Et utal af danske og tyske foreninger har ligeledes makrellerne i deres logo. Det er fascinerende, at De Tre Makreller har overlevet tidernes skifte og knytter an til en historie og en tradition, som går næsten 600 år tilbage i tiden.
Byens segl fra 1421
Den ældste bevarede version af De Tre Makreller stammer fra 1421, hvor de findes på et segl fra Aabenraa By. Symbolet med makrellerne er formentlig ældre og går muligvis helt tilbage til tiden omkring 1335, hvorfra Aabenraa Købstads skrå stammer, måske endnu længere.
På det gamle segl svømmer De Tre Makreller alle mod højre og er omgivet af bølger, som viser dem i deres rette element, havet. At der skulle være tale om humleranker, som det er blevet foreslået, har næppe meget for sig. Valget af makrellerne som symbol for Aabenraa hænger efter alt at dømme sammen med, at fiskeriet var et vigtigt erhverv i den lille købstad, hvor handelslivet ikke alene kunne ernære indbyggerne. En avisartikel fra 1854 fortæller om makrellen på Aabenraa-egnen i ældre tider, at når tjenestefolk kom i tjeneste på en ny gård, fik de indført i aftalen, at der højest måtte serveres makreller tre gange om ugen. Med andre ord; det var de mange makreller, som fiskerne trak op af Aabenraa Fjord, der fik makrellerne i byvåbnet. I de følgende århundreder blev makrelseglet brugt som et slags stempel for Aabenraa By, og det er derfor bevaret i flere forskellige varianter.
