Hjælpen er altid nær i Nr. Hostrup

Portræt : Foreningslivet blomstrer i det lille landsbysamfund Nr. Hostrup ved Rødekro. Der er godt nok kun 50 familier - men antallet af medlemmer i Nr. Hostrup Ungdomsforening er stigende: gymnastikken og folkedansen henter medlemmer fra omegnsbyerne.

Nr. Hostrup: Det er svært at føle sig ensom i Nr. Hostrup. Jo - når man selv ønsker det - men det sker sjældent i landsbyen, der ikke tæller mere end 50 familier.

Derimod er det fællesskabet og engagementet, der præger det lille samfund, vhor gymnastikken og folkedansen trives i bedste velgående.

Det mærker man som formand, lyder det fra Britta Iversen. Hun blev formand for Nr. Hostrup Ungdomsforening på et tidspunkt, da foreningen netop havde fejret sit 100 års jubilæum.

- Ikke nok med at det er en aktiv forening. Det er også en forholdsvis stor forening med godt 350 medlemmer. Men det skyldes den omstændighed, at vi trækker gymnaster og folkedansere fra et stort område. Så selv om vi er en lille samfund, så har vores forening et godt ry vidt omkring, fortæller Britta Iversen.

Nr. Hostrup Ungdomsforening ser således ud til at have knækket koden for foreningslivet:

- Vi har gode instruktører. Vi uddanner hele tiden nye - og vi lytter meget, hvad der sker af nye ting og opretter hold derefter.

Gymnastikken går igen på mange måder. Og den får landsbyen til at voks.

- Unge familier bygger hus i Nr. Hostrup, fordi de kender den fra gymnastik. Landsbyen profileres på sammenhold. Vi oplever foreningerne imellem, hvor Ungdomsforeningen, Beboerforeningen, Forsamlingshuset samt Familie & Samfund er hjørnestenene. Blandt andet arrangerer foreningerne hver anden måned en fællesspisning, som samler op mod 70 personer hver gang. Foruden påske- og julebal, hvor gæsterne endda kommer fra omegnsbyerne, fordi de har et tilhørsforhold til byen via gymnastikken.

Fællesskabet er da også noget af det, der gør arbejdet som formand til en fornøjelse.

- Spørger man om hjælp, kan man være sikker på, at der altid er nogen, der vil hjælpe. Denne hjælpsomhed er også noget, der går ud over foreningslivet. Nabo-hjælp er en ganske naturlig ting i Nr. Hostrup, lyder det fra Britta Iversen, der som instruktør selv er vokset ind i gymnastikken.

Engagement og en sprudlende energi er med til at holde den 52-årige børnehaveklasselærer på forkant med udviklingen.

Med en ny hal i forbindelse med Forsamlingshuset har byen således også tænkt langt frem i tiden.

Hvor andre foreninger kæmper med vigende medlemstal, buldrer de frem i Nr. Hostrup.

- Men lad nu være med at skrive for meget om mig. Den nye hal ville ikke være muligt, hvis ikke det var for foreningerne og deres medlemmer. Folkedanserne - ikke mindst. De er guld værd for foreningen. Det var jo dem, der grundlagde den. Og det ser ud til at der en naturlig sammenhæng mellem gymnastik og folkedans. Kan man ikke holde til så meget gymnastik mere, kan man stadig få sved på panden og holde sig i form med folkedans. Jeg har selv mødt min mand ved folkedans, fortæller Britta Iversen med et smil.