Sommerliv i en farverig have
Livet i haven: Masser af farver, genbrugspaller og køkkengrej kan gøre din have til et ekstra opholdsrum.
Udenfor: De senere år er trenden gået mere og mere imod at bruge haven som et ekstra rum i sommerhalvåret. Det har også gjort, at der er kommet mere fokus på indretning og farverne i haven.
Udekøkkenet er et af de rum, der er dukket op i haverne, og som er med til at være rammen om det gode familieliv. Man står i udekøkkenet og laver mad, mens børnene leger i haven.
Udekøkkenet kan gøres hyggeligt og personligt ved at tilføre et par farver. Hvis væggene er af træ, kan man give dem en flot farve og male møblerne i en anden, det giver et flot spil.
Du kan også indrette en lille havelounge til at slappe af i på de lange sommeraftner. Træpaller er fantastiske at bruge til møbler i den sammenhæng. De er robuste og kan holde til vind og vejr.
Farverige fuglehuse
En nem løsning med paller er at male nogle stykker med træbeskyttelse, lægge dem oven på hinanden og supplere med en madras og nogle puder. Med lidt hyggeligt tilbehør kan du opnå en hyggelig næsten sydlandsk stemning.
Farverne har sneget sig ind på havemøblerne, men farver kan man også selv tilføre ved hjælp af kulørt træbeskyttelse. Eksempelvis kan GORIs træbeskyttelse tones i tusindvis af farver, så hvis du synes, at dit fuglefoderhus skal være rødt eller blåt, er det bare at svinge penslen.
Hvis man vil have større flader med farve på, kan man forsøge sig med lågen til garagen. De kraftige farver i haven er både flotte på en varm sommerdag, men de liver også op i en trist efterårshave, når du kigger ud af vinduet.


