Nye institutionstyper tager højde for fremtidens børnetal i Aabenraa
Aabenraa: Antallet af børn falder i Aabenraa.
Det er ikke et problem endnu - men gør det om nogle år. Derfor er der god grund til at gå dagtilbudsstrukturen i Aabenraa efter med en tættekam for at være forberedt på den nye situation.
Forholdene er lidt specielle i Aabenraa, som er præget af små institutionsenheder.
Ved at ændre strukturen kan man tilpasse institutionernes kapacitet til det faldende børnetal og samtidig give daginstitutionerne en tiltrængt opdatering både inde og ude. Og ved at gøre institutionerne aldersintegrerede kan man oprette flere småbørnspladser, hedder det i det oplæg, der er sendt i offentlig høring med frist den 27. april.
- Jeg hører, at nogle forældre udlægger det at gå fra mange til få institutioner, som at vi vil skabe "børnefabrikker". Men det vil vi ikke. Tværtimod kan vi ved at skabe nye institutionstyper både skabe trygge miljøer for børnene og give børn og forældre bedre kvalitet. Institutionerne kan indrettes i små grupper med fast tilknyttet personale og opdelt legeplads. Man kan altså godt have en "ren vuggestue" i en aldersintegreret institution, hvor de helt små børn ikke blandes med de større, pointerer Kirsten Nørgård Christensen.