Forening nedlægger sig selv og deler ud
Foreningen Sportscenteret, der i op mod 35 år arrangerede banko-spil i Aabenraa, deler ud af formuen, eftersom den afvikler sig selv i løbet af et par år. Sidste uge blev Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund og Hospitalsklovnene betænkt med hver 10.000 kroner.
Aabenraa : Tiden er ved at rinde ud for Foreningen Sportscenteret. I op mod 35 år var det Foreningen Sportscenteret, der stod som arrangør af bingo-spil i Aabenraa - i de seneste år også i samarbejde med AaIG Håndbold.
Eller "lotto-spil", som det hed dengang.
- Men vi er ved at afvikle alle vore aktiviteter. Og i den forbindelse deler vi ud af vore midler, fortæller Orla Schulz, formand og kasserer i foreningen, der i dag kun består af fem medlemmer.
Der er nemlig kun bestyrelsen tilbage, lyder det fra Orla Schulz.
Det begyndte på Folkehjem, hvor foreningen arrangerede det såkaldte "gigant-lotto".
- Der var jo store præmier at hente. Senere kom også "bamse-lotto" til, fordi præmierne bestod af de ting, der blev til overs fra håndboldklubbens tombola. Det var for det meste bamser - deraf navnet, forklarer Orla Schulz.
Lotto-spil på Folkehjem fandt sted hver lørdag. Men foreningen havde en ambition om at udvide.
- Derfor flyttede vi ind i Teaterhotel i Vestergade, hvor vi kunne spille to gange om ugen og dermed samle ind til Aabenraa Boldklubs håndbold-afdeling. Det stoppede vi dog med, da det blev til SønderjyskE. Vi ville jo gerne støtte det lokale.
I stedet blev pengene brugt på at købe en ejendom på Hjelmallé, som håndbold-afdelingen kunne bruge som klubhus, fordi der på dette tidspunkt også blev spillet på udendørs baner.
Ejendommen blev senere solgt til Foreningen De Danske Børneinstitutioner.
- Og egentlig ville vi bruge pengene til at bygge vores egen bingo-hal, fortæller Orla Schulz.
De planer blev dog aldrig realiseret. I stedet indgik man i et samarbejde med andre klubber - først på Lille Kolstrup, senere på Næstmark.
- Nu mente vi så, at det var på tide at stoppe. Vi havde flere gange delt ud af renterne, men nu tager vi også af formuen.
Både ÆldreSagen og Handicaprådet har således modtaget donationer - senest har børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund modtaget 10.000 kroner.
Samme beløb får Hospitalsklovne i denne uge.
- Men det er ikke sidste gang, at vi afleverer noget på Julemærkehjemmet, påpeger formanden.
Han ved godt, at foreningen dermed bryder med ét af foreningens formål - nemlig at støtte lokal-området.
- Men på den anden side: børn fra Aabenraa har jo også gavn af Julemærkehjemmet.
Foreningen lukker altså ikke ned lige med det samme.
- Nej - der går nok to-tre år endnu, før alle pengene er brugt.
Foreningen har endnu en overraskelse i ærmet: godt 140 medlemmer af ÆldreSagen i Aabenraa inviteres til gratis kaffebord søndag, 5. juni, - Grundlovsdag.
Det foregår kl. 15 i AaIG Bankocenteret på Næstmark, oplyser Orla Schulz.
- AaIG-håndboldpigerne sørger for servering af kaffe og kage. Og det får de så en skilling for, som så kan være med til at finansiere deltagelse i en turnering i Holland.

