Gadekampagne sætter fokus på børn af misbrugere

Gør noget: Forældres alkoholproblemer har nemlig langtrækkende konsekvenser - især for børn og unge.

AABENRAA: Du kender sikkert en af dem, der er vokset op i misbrugsfamilier. Du vil gerne hjælpe. Men hvor skal du starte? Måske tager du for givet, at andre tager snakken. Men hvis du ikke gør noget, hvem gør så?

Den 28. april klokken14-16 går foreningen Tuba på gågaden i Aabenraa, og giver dig gode råd til, hvad du kan gøre for at hjælpe.

Forældres alkoholproblemer har nemlig langtrækkende konsekvenser - især for børn og unge.

– Ofte lider de af lavt selvværd. De har problemer med at fastholde arbejde og uddannelse. Og de har svært ved at stifte familie, fortæller Henrik Appel, landsleder i Tuba.

– Men vi har gode erfaringer med at hjælpe de unge. Derfor går vi på gaden for at gøre opmærksom på, at der findes hjælp og støtte til de unge, der har det svært, og at det ikke kræver så meget, at hjælpe et barn i en misbrugsfamilie, siger han.

Foreningen kæmper derfor dagligt for at få en bedre hjælp til en målgruppe, som ikke bare er stor, men også sårbar. Tuba på landsplan har talt med og hjulpet tusindvis af børn og unge fra familier med alkoholproblemer igennem 17 år. Det har givet organisationen en stor viden på området, som hen over foråret bliver delt på mange af landets gågader, så flere børn kan få bedre hjælp og støtte.