ØIF kårer to nye æres- medlemmmer

Æresmedlem: Egon Krogh og Poul Erik Pedersen blev lørdag aften kåret som æresmedlemmer af Ølgod Idrætsforening, der i år fejrer sit 100-års jubilæum.

Ølgod: Kåringen skete med lørdagens 100-års jubilæumsfest i Ølgod Hallerne. Inden hovedretten tog formanden ordet. Jan Rose Andresen bad de godt 200 deltagere i jubilæumsfesten om at rejse sig og hylde de to nye æresmedlemmer, Egon Krogh og Poul Erik Pedersen, der begge var overraskede, men glade og stolte modtagere af hæderen.

Egon Krogh

Egon Krogh takkede for kåringen, og slog fast, at han igen i år er klar til at tage en tørn i forbindelse med håndboldafdelingens salg af juletræer på torvet i Ølgod. Han takkede også fordi, at han gennem så mange år har haft fornøjelsen af at træne så mange unge mennesker.

Poul Erik Pedersen

Poul Erik Pedersen blev foreningsaktiv som 19-årig, fordi hans mester var formand for den lokale idrætsforening, som stod og manglede en træner. En meget stor del af det 50 år lange foreningsarbejde har været i ØIF-regi, og selvom der til tider er blevet investeret mange timer i foreningen, har det været sliddet værd.

- Når man ser resultaterne, har det været det hele værd sluttede Poul Erik Pedersen og opfordrede køkkenet til at servere hovedretten.