Hold fugten væk og bo sundt
Hus og have. Allergisymptomer kan ofte hænge sammen med et dårligt indeklima i boligen. Fugt er en af de helt store syndere hertil. Ved at følge enkle råd kan man undgå fugt og skimmelsvamp og dermed opnå et godt indeklima i boligen.
Huset. Skimmelsvampe kan muntre sig, hvis de får de rette betingelser. De kan dermed give allergilignende symptomer, som blandt andet kløe i øjnene, tørre slimhinder, hovedpine og træthed. For at undgå dette, handler det om at få nogle gode daglige vaner, som får fugten af vejen, holder boligen tør, og som gør det svært for svampene at få ordentligt fat.
Rengøring og udluftning
En dårlig luftkvalitet i f.eks. værelser, køkken og badeværelse kan skyldes manglende rengøring, og det er en god idé at finde årsagen til de dårlige lugte. Man kan f.eks. se under køkkenvasken, i brusenichen og i hjørnerne. Er der synlige beviser for sorte, grønne eller hvide plamager, skal der tages affære. Svampene elsker fugt.
Fugten skal fjernes igen ved udluftning og det anbefales at lufte grundigt ud i alle de rum, vi opholder os i hver dag.
– Skab gennemtræk i mindst to gange 10 minutter om dagen. Tør så vidt muligt ikke tøj indendørs og tænd for emhætten, når der tilberedes mad. Tør vægge og gulv af efter bad og hold øje med tegn på fugt, mug og svampe, f.eks. brune eller sorte pletter på vægge og ved vinduer, lyder rådene fra Preben Christensen, seniorkonsulent i Domea.
Ved mindre angreb af skimmelsvamp på synlige robuste overflader skal man rengøre og rense overfladen med desinficerende midler som Protox, Minus Mug eller Rodalon. Overdosér ikke, da det er skrappe produkter. Ved større angreb skal man rekvirere hjælp.
Gode vaner
Et godt indeklima afhænger af flere faktorer. Det er vigtigt, at rumtemperaturen ikke er så lav, at der kommer fugt i boligen.
– Sørg for ikke at lukke helt ned for varmen, når du er ude af boligen. På den måde opretholdes en god rumtemperatur i boligen. Ligeså vigtigt er det, at den brugte luft, som indeholder fugtighed, bliver udskiftet med luft udefra – derfor skal man også lufte ud selv i regnvejr, råder Preben Christensen.
Et godt indeklima i boligen er altså lige så vigtigt som at spise sundt og få motion – ellers bliver vi syge.