Miriam lærer dig at lægge din personlige makeup

Skønhed: Hos Body Care giver Miriam Bønnelykke inspiration til og lægger en lækker personlig makeup.

Ølgod: Miriam Bønnelykke har afviklet sin skønhedsklinik i Varde og koncentrerer sig nu om klinikken Body care på torvet i Ølgod. Lørdag den 9. maj og lørdag den 16. maj åbner hun sin klinik for alle, der ønsker inspiration til en personlig makeup.

Personlig makeup

– Jeg vil gerne invitere alle interesserede indenfor på klinikken, hvor jeg giver inspiration og lægger en personlig makeup. Det sker to lørdage om eftermiddagen, hvor der er tid til lidt forkælelse, og hvor makeup'en jo så er lagt, hvis man skal i byen lørdag aften.

Miriam Bønnelykke serverer ost og rødvin ved begge arrangementer, og derfor opfordrer hun interesserede til at tilmelde sig arrangementet på forhånd.

Fokus på Ølgod

Klinik Body Care åbnede i Ølgod tilbage i november 2013 som en filial af den klinik Miriam Bønnelykke på det tidspunkt gennem 18 år havde drevet i Varde.

– Det har været stressende at passe begge klinikker. Nu har jeg lukket i Varde for at kunne koncentrerer mig 100 procent om Ølgod, fortæller Miriam Bønnelykke.

Makeup-aften

Derfor er åbningstiden udvidet, og Miriam Bønnelykke har også haft sin første makeup-aften for 20 modne kvinder i Ølgod. En af deltagerne møder vi på klinikker, hvor hun er ved at få lagt en personlig makeup.

Martha Guldberg har sammen med 20 andre kvinder fundet sammen om at arrangere og deltage i forskellige arrangementer, som kan give inspiration og en sjov aften i byen.

– Vi aftalte en makeup-aften med Miriam. Det foregik på Kulturhuset, og det blev en rigtig sjov aften, fortæller Martha Guldberg.

Makeup-eftermiddag

De to makeup-eftermiddagen i maj kommer til at foregår på Klinik Body Care, der har til hus i lokalerne bag solcentret på torvet.