Damer nyder at gøre en forskel

Genbrug: Folkekirkens Nødhjælps butik i Ribe sendte 75.000 kroner videre sidste år

Ribe: Der bliver i den grad knoklet i de hyggelige lokaler på Von Støckens Plads, hvor Folkekirkens Nødhjælp holder til. 24 seniordamer sørger på skift for at genbrugstøj, sko, nips, bøger og legetøj sælges videre. Netop det har de gjort så godt i 2014, at man kunne sende 75.000 kroner videre til landsorganisationen, et overskud der er kommet fra hovedsageligt salg af dametøj til en gennemsnitlig pris på 40-50 kroner.

– Det er flere år siden, vi har haft et overskud i den størrelsesorden. Jeg tror, at succesen blandt andet er baseret på, at vi er ene om at ligge inde i centrum i Ribe, siger daglig leder Hanne Steinmeier.

Og blandt de damer, der hver uge bruger timer i butikken, er glæden over de gode tider også stor.

– Det er dejligt at lave sådan noget frivilligt arbejde, hvor man kan yde lidt mod nød i verden og dermed gøre en lille forskel, siger Birthe Nygaard, hvilket Ella Nicolaisen der har været 22 år i butikken også sætter pris på.

Dog kunne damerne godt bruge flere hænder i butikken.

– Man får masser af samvær her, og man gør gavn. Det er et godt afbræk i hverdagen, siger Else Jensen, mens Hanne Steinmeier tilføjer:

– Vores butik er fyldt med godt humør. Vi har plads til alle, og vores ældste frivillige er over 90 år.