Tanja er klar med Tumpesteaks
Tumpe Torsdag: Café Glas er én af hovedsponsorerne til torsdagens store koncert på gravene.
Servering: – Det bliver bare superfedt.
Tanja Schubert, indehaver af Café Glas, glæder sig til premieren på sin første servering på Gravenes store plads Tumpe Torsdag.
Siden åbningen af caféen den 15. december har hendes idé været at have permanent udendørs servering på pladsen i sommerhalvåret. Men det har alligevel vist sig at blive for kompliceret bl.a. i forhold i forhold til diverse myndigheder, der skal give grønt lys.
– Jeg kan godt få tilladelse af Fødevarekontrollen og kommunen. Problemet er, at det er en anden matrikel, så jeg skulle søge om en bevilling til at servere spiritus på pladsen, og det ville tage tre måneder, og så er sæsonen ligesom slut, fortæller Tanja Schubert.
Hun vil i stedet koble sig på enkeltstående events på pladsen, der ikke kræver, at hun har en ekstra spiritusbevilling.
Radio skala.fm står bag torsdagens koncert "Down Town Music" med tre af tidens hotte musiknavne.
Musikken spiller på pladsen fra kl. 18, og Café Glas skal stå for servering af mad og drikke.
- Vi får borde og bænke med plads til i alt 200 og to øl-vogne derovre, fortæller Tanja Schubert.
Gæsterne kan vælge fra caféens menukort, og denne aften serveres også special-menuen "Tumpesteaks".
Der forventes mindst et par tusinde til koncerten, hvor hovednavnet bliver L.I.G.A.
Koncerten arrangeres i samarbejde med en række lokale sponsorer, hvoraf Caféen er én af dem.
Også når Haderslev Butikker i samarbejde med Kløften Festival arrangerer Jamsession på Gravene lørdag den 27. juni fra kl. 10 til 12.30, skal Café Glas stå for udskænkning af de våde varer, og det vil ligeledes være mulighed for at bestille mad fra caféen på den anden side af gaden.
