Yogii starter ny sæson med nye forpagtere
Tilbud: To forpagtere er klar med gode tilbud i forretningen på Gravene i Haderslev
yoghurt-is: Efter en pause i vinter-månederne er Yogii i Haderslev klar til at åbne dørene til sin sæson nummer to.
Forretningen på hjørnet af Gravene og Posthussvinget i Haderslev blev sidste år åbnet af Titti Rolver, som har bortforpagtet forretningen, der har specialiseret sig i salg af de populære yoghurt-is.
På grund af familieforøgelse har hun besluttet at bortforpagte forretningen.
Og Simon Rasmussen fra Fovling og Mark Haugaard fra Skodborg er klar til at tage over.
De to kammerater læser på tredie år HHX på Handelsskolen i Vejen og fandt her ud af, at de godt kunne tænke sig at drive en forretning i fællesskab.
Derfor har de startet et selskab, som har forpagtet forretningen i Haderslev.
I dag, onsdag, slår de kl. 14 dørene op og starter sæsonen med at sælge den populære is til halv pris.
Isen har konsistens som softice. Kunderne bestemmer ikke blot mængden af is, men mikser også selv smagen, der bl.a. byder på varianter som jordbær, chokolade og lakrids. Og isen toppes med slik og/eller frisk frugt skåret i mindre størrelser.
– Vi vil på skift passe forretningen, som vil være åben alle ugens syv dage. I første omgang er åbningstiden fra 14 til 21, men når vi har fået vores eksamener til juni, vil vi udvide den daglige åbningstid fra 11 til 21, og det bliver selvfølgelig stadigvæk alle ugens syv dage, fortæller Simon Rasmussen.
