Har borgmesteren et flertal for skiltet - ellers fjern det
Borgmester H.P. Geil har handlet uden om byrådet, idet han har fået sat et tosproget byskilt op ved Gammel Haderslev Kirke, hvor der står Haderslev og Hadersleben.
I de 21 år jeg har været medlem af Haderslev Byråd, har det været drøftet flere gange, og der har ikke været et flertal for tosprogede skilte.
Så hvorfor borgmesteren har haft så travlt med at få det skilt op, ved jeg ikke, men jeg kan opfordre ham til at få det fjernet. Jeg har fået flere henvendelser fra borgere her fra byen, som var meget utilfredse, men det har jeg skrevet en mail til borgmesteren om.
Det kunne måske være på sin plads at komme ind på lidt historie. Første verdenskrig 1914–1918 efterlod et Europa i chok, utallige liv gik tabt, blandt de faldne var godt 5.000 sønderjyder der måtte kæmpe en krig, en krig som ikke var deres.
Og den 10. februar 1920 stemte Sønderjylland sig hjem til Danmark.
Hvert år den 11. november er der altid en delegation fra Haderslev byråd i Braine for at mindes de faldne sønderjyder.
Så H P Geil, min holdning er: Fjern skiltet.