HADERSLEV : Lad bilen stå og tag cyklen på arbejde i maj.

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Cyklistforbund, der er en af initiativtagerne til kampagnen "Vi cykler til arbejde", og den nyder fuld støtte i Haderslev Kommune.

Således tilbyder kommune at betale deltagergebyret for alle arbejdspladser i kommunen som en ekstra motivation til medarbejderne om at tilmelde sig og dermed cykle hele eller dele af strækningen mellem hjem og arbejdsplads i maj.

Kampagnens formål er at øge sundheden, mindske forureningen og nedsætte trængslen i trafikken.

Arbejdspladserne skal danne hold med fire til 16 medarbejdere, og de deltager i en konkurrence om en række præmier samtidig med, at de får masser af frisk luft.