Jazzkoncert markerer befrielse

CHRISTIANSFELD: I maj 2015 er det 70 år siden, Danmark blev befriet efter fem års tysk besættelse. Det markeres med en jazzkoncert i Søstrehuset i Nørregade 14 i Christiansfeld onsdag den 6. maj klokken 20. Musikken leveres af en kvintet under ledelse af guitaristen Jens Christian Kwella. Kvintetten har under konceptet "Et letsindigt ord" specialiseret sig i at fremføre nogle af de revyviser og swingmelodier, som blev spillet på revyteatrene og de små spillesteder under besættelsen. Sangene og melodierne havde næsten alle et budskab, som var en slet skjult protest mod besættelsesmagtens jerngreb om den danske befolkning. Besættelsesmagten kunne ikke lide det, men de var heller ikke meget for at stoppe det og dermed skabe uro i landet. Kvintetten er - udover kapelmesteren Jens Christian Kwella på guitar - Karoline Budtz (vokal), Kim Mikkelsen (bas), Lars Wagner (trommer) og Finn Odderskov (saxofon). Koncerten er arrangeret af en af Christiansfelds borgere, Kaj Skaaning, som også vil være kendt i jazzmiljøet som skribent i magasinet JazzSpecial. Han arrangerer koncerten i samarbejde med Jazz6000.