11.500 arbejdsdage og kun én sygedag

Arbejdsliv: Efter knap 48 år ved Varde Kommune siger Bente Bloch tak for et godt arbejdsliv. Nu bliver der mere tid til at dyrke motion.

Varde: I torsdags havde Bente Bloch sidste arbejdsdag ved Varde Kommune. Hermed afslutter hun et langt og trofast arbejdsforhold på helt præcist 47 år og ni måneder, der skønsmæssigt omregnet giver 11.500 arbejdsdage.

– Jeg har haft én sygedag, men det var helt tilbage i elevtiden, fortæller Bente, der gerne indrømmer, at det bliver lidt underligt ikke længere at skulle på arbejde, for nu får hun pludselig 37 ekstra timer til rådighed om ugen. Og hvad de skal bruges til, har hun flere ideer til.

– Men først tror jeg lige, at jeg vil prøve, hvordan det er at holde fri, tilføjer hun med et stort smil.

En sjælden trofasthed

Den 1. august 1967 blev Bente ansat som elev i bogholderiet i Aal Kommune, der siden kom til at hedde Blåvandshuk Kommune og i 2007 Varde Kommune. Bente Bloch har løst mange forskellige opgaver, men altid haft lønninger som sin faste niche igennem alle årene. Hun kendetegnes som en utrolig pligtopfyldende, trofast og aktiv medarbejder - en stabilitet, der også præger hendes privatliv.

Igennem 41 år har hun sammen med sin lillesøster været på skiferie i Neukirchen i Østrig. Hun bor stadig i det hus, hun købte i 1977 og har siden 1969 spillet fodbold i Janderup/Billum.

– Jeg har aldrig tænkt på at skifte arbejdsplads, for mit job har været i en evig udvikling, hvor der hele tiden har været nye udfordringer. Det var en stor beslutning, da jeg i januar valgte at sige op, men jeg blev jo pensionist for godt et år siden, så selvom jeg føler mig sund og aktiv, så glæder jeg mig også til, at jeg nu kan dyrke lidt mere motion, fortæller Bente, der i øvrigt bor sammen med kæresten Jesper i Oksbøl.

I dag træner hun "kun" to-tre timer om ugen med Zumba, styrketræning og spinning, men nu bliver der ekstra tid linedance og gymnastik.

– Jeg har altid dyrket meget sport, og jeg er sikker på, at frisk luft og motion har betydet, at jeg kun har haft en enkelt sygedag i hele mit arbejdsliv, så jeg vil blive ved med at holde mig i god form, tilføjer Bente, der fra i fredags kunne kalde fuldtids-pensionist.