Vi ville gerne have en ny start

Nyt hus: Seniorsergent Ivan Baagø Hoiland Kristensen valgte at flytte til Alslev med sin kone og to børn fra Sønderborg.

Alslev: Da beskeden om lukningen af Sønderborg Kaserne kom sidste år, gik seniorsergent Ivan Baagø Hoiland Kristensen i samråd med sin kone og sine to børn, der i dag er 7 og 10 år gamle.

– Det ville ikke kunne gå for os, at jeg skulle pendle. Det var et spørgsmål om at skulle flytte eller ikke flytte, og så valgte vi, at se det som en mulighed. Vi har altid haft en drøm om at bygge vores eget hus, så vi så det her som en mulighed for en ny begyndelse, fortæller Ivan Baagø Hoiland Kristensen.

Seniorsergenten var udsendt til Afghanistan, da forsvarsforliget tog fart, så det var hans kone og børn, der tog til tilflytterarrangement i Varde for at høre nærmere om kommunen.

– Vores børn gik på Dybbøl Skole i Sønderborg, og det er en af Danmarks største skoler, så i Varde Kommune ville vi gerne finde en lille hyggelig landsby med en mindre skole, forklarer han.

Nyt hus i Alslev

Valget faldt på Alslev, hvor parret i første omgang med hjælp fra kommunens bosætningskoordinator blev indlogeret på Alslev Plejehjem:

– Vi havde fire senge side om side i lejligheden, hvor vi boede det første lille halve år, så det var dejligt, da vores nye hus stod færdigt, smiler Ivan.

I dag befinder den lille familie sig godt i det nye hus, med gode naboer og kort til skole. Mor, som er sygeplejerske, har fået job på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.