Orgelkoncert i to halvlege

DYBBØL: En renovering og ombygning af Dybbøl Kirkes orgel i 2012 har udvidet instrumentets muligheder, så der kan spilles et meget bredere udvalg af orgelmusik på det end før. Derfor skal der være stor orgelkoncert lørdag 9. maj. kl. 15. Koncerten spilles i to halvlege à 45 minutter og med opkvikkende indtagelse af forfriskende væsker i kirkeladen i pausen. Fire forskellige organister vil spille: Thomas Ede, organist ved Hornbæk og Tårnum kirker, Helle Zederkof, organist ved Thorsager, Bregnet og Feldballe kirker, Niels Jørgen Møller, organist ved Kristkirken i Kolding og Dybbøl kirkes egen organist Frank Laue. Man kan vælge kun at høre det ene halvleg fra kl. 15 eller 2. halvleg fra kl. 16.15.