Der blev festet og hygget på toppen af Als
Fest: Der var fest i byen, da der i weekenden både var Markedsdag og Fest i By på toppen af Als.
NORDBORG: Det var sommer, der var sol og der var fest i byen, da Nordborg i weekenden var omdannet til en stor fest- og markedsplads. Der var igen meget at komme efter, og der blev hygget igennem både i gaden og på Luffes Plads. Foruden de store Dame- og Herrefrokoster, var der lørdag inviteret til Hygge-eftermiddag med masser af underholdning og god mad i Nordborghallen. Underholdningen var lagt i hænderne på Sønderborg Harmonikaorkester og dansktopstjernerne Bjørn og Johnny – far og søn – fra henholdsvis Bjørn & Okay og Kandis. De to garvede musikrotter fik de 325 deltagere til både, at gynge og synge med på det ene hit efter det andet.
- Der er altid god stemning til arrangementerne. Jeg har været med i mange år og glæder mig hver gang til en hyggelig eftermiddag med masser af snak, musik og noget god mad, sagde Edith Rasmussen, der var blandt de første, der var mødt op for at få en plads til det populære arrangement.


