Trianglen skælvede
LIV I GADEN: Amin Jensen sang fredagshandelen i gang i Bramming.
BRAMMING: Amin Jensen leverede varen: Han satte gang i Bramming, da han fredag eftermiddag overdøvede både blæst, trafikstøj og legende børn med sin dybe operastemme, der vitterlig er imponerende. O-solo-mio overdøvede alt. Fejende flot. Hvorfor så skønsangen skal akkompagneres af småsjofle ”vittigheder” må stå hen i det uvisse.
Men synge kan han, Amin Jensen. Og det gjorde han. Så Trianglen skælvede, og de henved 80-100 publikummer – overvejende repræsenterende det grå guld - fik fredagshumøret skruet en tand eller to op.
Amin Jensen fortalte også om dengang han sang opera fra toppen af Kilimanjaro: Jeg er nok den tungeste mand, der nogensinde er nået derop. Og sikken udsigt. Flot-flot. Men i dag er det Bramming, og det er min sidste optræden før ferien, så vi skal hygge os.
Og hygget blev der. Sunget og nynnet en smule med, og der var fortjent bifald til Amin på ladvognen, før han takkede af, og brammingenserne begav sig hen ad Nørregade for at gøre de sidste indkøb.


