Mark vender tilbage til SuperBrugsen

VI KENDER HAM JO: Glæde på begge sider af varebåndet over, at Mark Hansen vender tilbage til Bramming.

BRAMMING: Kun 19 år gammel begyndte Tarp-drengen Mark Hansen som elev i Kvickly i Vejle. Til august i år - kun 12 år senere – sætter han sig i uddelerstolen i SuperBrugsen i Bramming. En drøm er gået i opfyldelse, og ikke mindst er han glad for, at netop Bramming blev hans næste karriere-stop.

- Det er jo lidt som at vende tilbage til familien, siger han – og lægger ikke det mindste skjul på, at han glæder sig. Meget:

- Jeg har jo arbejdet her i seks år før. Jeg kender medarbejderne, og jeg kender byen og holder især meget af den tætte kontakt med både kunder og lokalområde, som jo praktiseres her i området. Det er virkelig med hjertet, jeg vender tilbage, understreger Mark, der 31. oktober sidste år forlod Bramming for først at arbejde tre måneder i Kolding og herefter bestride stillingen som souschef i Kvickly Varde med 120 ansatte.

Han er jo én af vore egne

Og Mark er ikke den eneste, der glæder sig til gensynet. Det gør SuperBrugsens ansatte også: Når det nu skulle være, så er Mark et godt bytte, lyder det kærligt på vej gennem butikken. Det er bar’ godt med Mark. Ikke at vi er spor utilfredse med John, men Mark er altså ”lissom én af vor’ egne”, lyder en anden bemærkning.

En decideret tiltrædelseserklæring har han ikke i lommen: Men det er helt sikkert, at jeg vil fortsætte – og gerne udbygge – den lokale forankring både med hensyn til at føre produkter fra egnen og hvad angår opbakningen til det lokale arbejde, foreningslivet m.v.

- Jeg ved jo alt om, at jeg kommer til en veldrevet butik med et godt arbejdsklima og et godt forhold til en stor og trofast kundekreds. Der er derfor slet ingen grund til revolutioner, men jeg har alligevel et par ideer, der skal prøves af, siger den unge uddeler, der har været rundt i flere COOP-butikker undervejs: Udlært i Kvickly Vejle, så til Kvickly i Gjesing Centret, herefter til SuperBrugsen i Sædding Centret – og så de seks års markante indsats her i SuperBrugsen Bramming, før han lige skulle prøves af i Kolding og Varde.

- Men nu håber jeg at blive her i mange år. Det er lidt som om, jeg nu er hjemme igen, siger han, der afbrød familiens sommerhus-uge i Bjerregaard for at komme til træf med UGEavisen. Og for at hilse på alle kollegerne fra ”de go’e gamle dage”.

Et kvarter til arbejde

Privat bor Mark i Tarp nord for Esbjerg, så det tager ham kun et kvarters tid at køre på arbejde: Og nej. Jeg bliver boende i Tarp. Jeg er Tarp-dreng, min kone Rikke er Tarp-pige, og så har vi to små børn – Clara på snart fem år og Villads på halvandet år, som begge stortrives i Tarp.

Nej 37 timers arbejdsuge slår nok ikke til her. Det gør nu heller ikke noget, men jeg er sikker på, at jeg hver dag vil køre til Bramming med glæde. Arbejdsglæde er nemlig noget, vi har her i SuperBrugsen. Og det skal vi blive ved med!

Fritidsinteresser?

- Jamen det er min familie og mine børn. Jeg kan også godt slappe af ved at arbejde i haven, hvorimod kødgryderne ikke rigtig er noget for mig.....

Kunder, forretningsforbindelser og venner af SuperBrugsen får lejlighed til lige at sige pænt goddaw til Mark ved et lille skiftedags-arrangement fredag den 7. august klokken 16 til 17. Ved samme lejlighed kan de hilse af med John Jessen, der forlader Bramming for at tiltræde i en ny lederstilling i SuperBrugsen i Kolding.