Uhøjtidelig koncert i Sct. Catharinæ kirke
musik i byen: Sct. Catharinæ Kirkes første sommerkoncert byder på koncert med "Diversity"
ribe: Sct. Catharinæ Kirke inviterer til fire sommerkoncerter i løbet af august måned.
Den første løber af stabelen onsdag den 5. august og er med trioen Diversity, som består af Mads Vinding, Linnéa Villén og Helene Simonsen.
– Diversity er to klassiske fløjtenister i mødet med den garvede jazzbassist, Mads Vinding. Trioen spiller et mix af melankolske svenske folkeviser, traditionelle irske folkesange, salmer og smuk, stemningsfuld barok, som får et snært af Mads´ jazzvæsen sneget ind. Det er en koncert præget af uhøjtidelighed og nærvær, og der er noget for enhver smag, lover Benjamin Friis Nielsen, organist i Sct. Catharinæ kirke.
Både Helene Simonsen og Linnéa Villén har taget solistklassen og spiller jævnligt i både danske såvel som svenske anerkendte orkestre, såsom Det Kgl. Kapel, Operaen, Radiosymfoniorkesteret m.fl.
Mads Vinding, som både har spillet sammen med Herbie Hancock og Dizzy Gillespie, kræver med sine over 600 pladeindspilninger ikke nogen større introduktion.
Alle sommerkoncerter begynder klokken 19.30, og efterfølgende er menighedsrådet vært ved et glas vin.
