Partyband med fyldt kalender
SUCCES: Det lokale partyband, Out of Words, er booket 19 weekender i træk og spiller i år flere end 40 livejobs.
RIBE: For en del år siden opstod der et band med rødder i området, der fik kultstatus. Bandet hed Brøns Greatest, og da bandet stoppede, startede de yngste medlemmer bandet Out of Words.
Det nye band har ikke samme kultstatus som Brøns Greatest, men det har masser af jobs, og musikken og evnen til at underholde publikum og fyre en fest af har givet Out of Words høj status.
Forsangeren Klaus Stengaard Kristensen glæder sig til de mange jobs.
– Når vi spiller 19 weekender i træk, så vidner det om, at vi virkelig har fået stor popularitet. Vi er blevet et fast indslag i rigtig mange firmafester og byfester, ligesom vi også spiller på handelsskoler og gymnasier og til private fester. Uanset om vi spiller for 50 eller 500 mennesker, kan vi levere det, der skal til for at skabe en god fest, siger sangeren.
100 procent live
– Det, som gør os anderledes end de fleste andre, er at alt det, vi spiller, er 100 procent live. Vi er gode til både at spille god musik, fyre en fest af og underholde publikum. Der er altid masser af gak og løjer på scenen, og vi har tit folk oppe at spille på instrumenter, så vi skaber noget ud over det sædvanlige.
– Vi går ikke på kompromis. Vi spiller ikke numre, vi ikke gider at spille, og hvis vi mærker, at et nummer ikke holder, så ryger det ud.
– Vi har ikke kultstatus med fanklub og følgere som Brøns Greatest, men vi kan noget andet, og vi mærker at folk er begejstrede for vores musik.
– Det kræver planlægning og struktur at være så meget ude, og det kræver et godt bagland. Men det er hver gang en fed oplevelse at stå på scenen, og det er en livsstil. Jeg bruger ikke tid og penge på at gå på jagt, spille golf eller fodbold. Nej jeg har en hobby, der er meget bedre, og så har jeg penge med hjem hver gang, siger Klaus med et stort smil.

