Ritualer giver retning i en tid med mange meninger og livsforståeelser

Tro: Voksenkonfirmation er et ønske om et personaliseret ritual, mener lektor.

Århus : Når et stigende antal voksne deltagere i et af Aabenraa Sogns alpha-kurser ønsker at bekræfte deres tro - f. eks. ved at gentage konfirmationsritualet, så ligger det i umiddelbar forlængelse af generelle trends i samtidens religiøsitet.

Det mener Kirstine Helboe Johansen, lektor i Praktisk Teologi, ph.d., ved Institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet.

- Det at tage personlig stilling for - eller imod religion, bliver mere udbredt og måske oven i købet noget, man forventer af hinanden, siger Kirstine Helboe Johansen, der tilføjer:

- Dertil kommer, at man også i stigende grad ser en personaliseret brug af ritualisering - for eksempel i forbindelse med kobber-, sølv- og guldbryllup, dimission fra uddannelser og skolestart. At forbinde personlig stillingtagen med ønske om ritualisering er derfor i tråd med lignende tendenser.

Folk ønsker nemlig ikke kun at deltage i de ritualer, som kirken eller andre religiøse fællesskaber udbyder - gudstjenester, vielser, konfirmationer eller babysalmesang.

- Personaliseret brug henviser til at folk ikke kun deltager i ritualer – men at de henvender sig til kirken med ønske om et ritual i en særlig sammenhæng eller skaber ritualer i det private rum. På den måde inddrager de proaktivt ritualer i deres personlig livsfortælling.

Er ritualerne så med til at skabe orden i en hverdag med kaos?

- Ja, men kaos er et lidt voldsomt udtryk. Det behøver ikke være kaos, men blot et behov for markeringer og retning i tidens strøm og et behov for aktiv stillingtagen i en tid, hvor der er mange meninger og livsforståelser i spil.