Jazzfestival får hjælp fra Sydbank
Jazz-tival 2015: Aabenraa Jazzfestival går i luften den 19. september med en streetparade.
AABENRAA: Når Aabenraa Jazzfestival løber af stablen den 19. september er det med et endnu stærkere program end sidste år - og det skyldes bl.a. at man har fået en økonomisk håndsrækning fra Sydbank. Med den har man kunnet hente "forstærkning" udefra uden dog at miste fokus på det lokale blomstrende jazzmusikliv.
I år indledes festivallen med en såkaldt streetparade fra p-pladsen ved Sosu-skolen og op til Festivalen. Her vil de tidligere Sønderjyllands Højspændingsværks Jazzband - i dag Sir Horstmann's Jazzband - sende de første begejstrede toner op i sensommerhimlen over Aabenraa.
På Aabenraa Friskole, hvor Jazz-tival'en holdes, er man klar til at byde på string-swing af fineste karakter, idet det er lykkedes arrangørerne at få en aftale i hus med The Rascal Swing Band, der byder på velklingende traditionel jazz for bas, guitarer samt violin. Et nyt band, der allerede har markeret sig flot på den danske jazzscene.
Og så får volumenknappen lige en ekstra omdrejning, når det lokale Jomfru Fanny Big Band fylder scenen ud med glad dance-hall-musik som vi kender den fra perioden 30'erne og frem til 50'erne. Bandet har til festivalen fået fat i en af landets bedste bigband-ledere, nemlig "Jens Klüver", som vil lede slagets gang.
Det sidste band har også lokale rødder, men er i dag et af danmarks førende Jazz-ensembler. Neanders har sin "dåbsattest" fra byens statsskole, men er kendt og efterspurgt over hele landet - og ikke mindst på de store festivaler.
