Vi vil vide mere og spille mindre
Viden: Vi bruger i stigende grad vores mange skærme til at tilgå uddannende indhold, mens forbruget af mobilspil daler.
Klogt: Mange af os kan nok nikke genkendende til, at mobiltelefonen ved flere lejligheder er blevet hevet frem for at afgøre et væddemål.
I dag er det store familieleksikon udskiftet med mobiltelefonen, og flere danskere går også til tasterne, når de skal søge ny viden eller uddanne sig. Det fremgår af Samsungs årlige, europæiske forbrugerundersøgelse, »Techonomic Index«.
Undersøgelsen viser, at der inden for det seneste år har været en betydelig stigning i antallet af danskere, som tilgår uddannende indhold fra deres tablet, mobiltelefon eller computer. Mere end hver tredje dansker (36 procent) svarer således, at de har tilgået uddannende indhold i 2015 modsat sidste år, hvor kun 28 procent svarede det samme.
– Vi ser i dag, at flere og flere danskere bruger teknologien til at dygtiggøre sig og lære nye ting. Vi tager online-kurser som aldrig før for at styrke vores kompetencer, og vi uddanner os via fjernstudier. Danskerne sætter stor pris på den fleksibilitet, der eksempelvis giver dem mulighed for at læse drømmeuddannelsen samtidig med, at de frit kan disponere over deres egen tid, fortæller Jimmy Voss, salgschef for IM hos Samsung Danmark, i en pressemeddelelse.
Vil gerne betale
Vi er også blevet mere villige til at betale for det digitale indhold. Samsungs forbrugerundersøgelse viser, at andelen, der inden for den seneste måned har købt sig til uddannende indhold, er steget fra én procent i 2014 til ni procent i 2015.
Desuden ser det ud til, at vores forbrug af mobilspil daler. Inden for det seneste år er andelen af danskere, der tilgår spil og andre underholdnings-apps fra deres mobiltelefon eller tablet faldet fra 63 procent i 2014 til 46 procent i 2015.
