Renault starter helt forfra i firmaklassen
Firmabil: Laguna er lagt i graven og erstattes af Talisman.
Forfra: Renault har lagt Laguna i graven - og det giver helt sikkert ikke anledning til tårer på direktionsgangen i den franske bilgigant. Først og fremmest fordi der er en helt ny og meget mere moderne afløser klar, men også fordi tidligere Laguna-generationer havde problemer med kvaliteten og dermed var med til at give Renault et blakket ry.
Men om få måneder står der en helt ny og meget smart Renault Talisman klar til firmakunderne i D-segmentet.
Større end Passat
Det er en stor bil med en længde på 4,85 meter og en akselafstand på 2,82 meter. Målene for firmabil numme et VW Passat er 4,76 og 2,79 meter. Talisman er altså betydeligt større og PR-chef hos Renault Danmark Søren Hyltoft hævder i øvrigt, at Talisman er best in class, når det gælder plads mellem fører og sidemand. Bag er der 262 millimeter mellem knæ og forstole.
Der er 8,7 tommer touchskærm og fire forprogrammerede køreprogrammer i Talisman Eco, Comfort, Neutral og Sport. Det betyder, at speederrespons, gearskift, undervognens indstilling og styretøj indretter sig efter køremåden.
Op til 200 hk
På benzinsiden kan der vælges mellem 1,6 liter med 150 og 200 hk. Dieseludgaverne yder 110, 130 og 160 hk.
Renault Talisman har verdenspremiere i efteråret, men Danmark må vente til foråret 2016. Ifølge Søren Hyltoft, fordi man ønsker at præsentere sedan og stationcar samtidig.
