Bøn døgnet rundt i en uge
Aabenraa : Aabenraa Sogn sætter en ny bøn-stafet i gang, som skal vare en hel uge - 24 timer i døgnet.
Det sker fra onsdag, 19. august, klokken 17 til den 26. august i Nicolaihuset, hvor der er indrettet et bederum.
Deltagere kan booke en time - eller flere, hvor man i stilheden sidder med sin egen bøn.
Når ens tid er udløbet, afløses man af den næste, så der en hel uge bliver bedt en bøn døgnet rundt.
- Der opstår en meget intens stemning i bederummet – og mange der har været med de tidligere gange, har oplevet stor glæde ved det. En time flyver hurtigt, når man er ganske alene med sig selv, en bibel, og en åben dør til Gud. Der er tid til stilhed, til eftertanke, til fordybelse, til forbøn for hjem og kære, for kirke og by.