Gammelt stykke vej dukkede op
Historie: Arkæologer finder spor af Nybro fra 1600-tallet.
AABENRAA: En række af grå sten er dukket op cirka to meter under Nybro i Aabenraa, hvor Arwos i denne tid er ved at anlægge ny spildevandsledning. Stenene var formet som en afvandingskanal, der uden tvivl har været brugt til at få vandet væk fra selve vejen, som blev anlagt i et fugtigt område.
Arkæologerne Frauke Witte og Anders Hartvigs følger Arwo´s´gravearbejde nøje, og de anslår, at vejen og afvandingskanalen er anlagt engang i 1600 tallet. Selve vejmaterialet er tydeligvis hentet til Nybro fra stranden eller havneområdet.
– Vi kan se, at det er hentet hertil. Det er noget, der bare er smidt ud af husene, for så ville det være fyldt med potteskår og andet affald, forklarede Frauke Witte.
Efter at stenene var blevet grundigt undersøgt af arkæologerne, blev de fjernet. De lå nemlig i vejen for Arwos's gravearbejde
Arwos fortsætter snart arbejdet i Vestergade, og har vil arkæologerne også følge med i, hvad der dukker op til overfalden.
Aabenraas tidligere borgmester, Jørgen Witte (som ikke er i familie med Frauke Witte), er i øjeblikket ved at skrive en bog om Aabenraas historie. Derfor følger han også interesseret med i, hvad der dukker op, når Arwos begynder at grave i det centrale Aabenraa.
– Der er faktisk ikke gjort ret mange arkæologiske fund, der fortæller om Aabenraas tidligste historie, oplyser han.
Et af de spørgsmål, der stadig ikke er besvaret, er hvor Aabenraas første borg egentlig lå. Man kender forløbet af den voldgrav, der hørte til borgen, men der er ikke fundet rester af selve borgen. Placeringen af Aabenraas første kirke ligger heller ikke helt fast endnu.

