Kommunen tager på turné med fremtiden

Strategiplan: Byrådet går på gaden for at høre borgernes mening om fremtidens Sønderborg Kommune

SØNDERBORG: "Planstrategi2015" er kommunal slang for "hvad gør vi lige med den her kommune de næste mange år. Skal vi udvikle camping ovenpå søerne på Nordals? Skal der være et kulturelt loop med kulturhavn i Augustenborg, skal Egernsund have en promenade langs vandet med nye mødesteder? Det er spørgsmål som disse byrådsmedlemmer og kommunalt ansatte håber at få et bud på fra borgerne, når politikere og embedsmænd drager i felten de kommende dage.

Strategiplanen er i høring frem til den 4. november, men allerede den 24. september kl. 14-17 kan man møde dem i Gråsten i Ulsnæscentret. Den 29. september er kommunal-folkene klar ved Alspigen på rådhustorvet i Sønderborg.

Her vil debatoplægget bl.a. indeholde en målsætning om at alle kommunens mellemstore byer med tilhørende områder skal have en udviklingsstrategi, som bliver udarbejdet i samarbejde med områdernes borgere.

I uge 41-43 er det muligt for interesseorganisationer og borgergrupper selv at arrangere møder, hvor kommunens medarbejdere så vidt muligt stiller op.