Islandshestens Dag på ringriderpladsen
Til hest: En 1000 år gammel hesterace er i centrum, når lokale sønderjyske klubber indtager ringriderpladsen.
GRÅSTEN: Den lokale islandshesteklub Stella har taget initiativ til et arrangement søndag den 27. september for de sydjyske islandshesteklubber på ringriderpladsen i Gråsten. Arrangementet, der finder sted kl. 13-15, henvender sig til alle, der rider islændere, også selv om man ikke er medlem af en islandshesteklub.
I løbet af eftermiddagen bydes der på forskellige aktiviteter bl.a. naturligvis de fire-fem gangarter, som islandshesten mestrer - "øltølt", hvor rytterne rider med et fyldt ølkrus, vil også blive demonstreret. Vinderen er den, der hurtigst kommer i mål med mest øl i glasset.
Børnene vil få mulighed for en ridetur på en islænder, og der vil være bagagerumsmarked med brugt/nyt udstyr til hest og rytter. Også udstyr der ikke specifikt er til den islandske hest, ligesom der er mulighed for at købe en sodavand og et stykke kage.
Har du en islænder, og vil du gerne deltage med den, kræver det en tilmelding. Send en mail til bibber@hjertehoej.dk. Det er muligt at tilmelde sig indtil den 26. september.
