Kasernemalerier ender i Nordborg

Kunst: Fernisering over otte malerier skænket af kasernen til kommunen

Sønderborg: Sønderborg Kaserne skænkede i 2014 otte malerier til Sønderborg Kommune. Nu kan de snart ses i Sundhedshuset i Nordborg, hvor der er fernisering tirsdag den 29. september kl. 16.

Malerierne er ikke tidligere vist i offentligt rum. De havde deres plads i Parolesalen, indtil Sergentskolen lukkede sidste år. Kunstfonden er beæret over gaven, har renoveret og nyindrammet malerierne, så de nu er klar til at blive vist frem på udstillinger rundt i Sønderborg Kommune.

Fra 1933

Kunstneren er Viggo Brandt (1882-1959), og han var bestilt til opgaven af Ny Carlsbergfondet. Malerierne er fra Sønderborg og omegn, og de blev færdige i 1933, hvorefter fondet skænkede dem til Sønderborg Kaserne.

Borgmester Erik Lauritzen, der på kommunens vegne modtog gaven fra kasernen, har overladt opgaven med at renovere og udstille malerierne til Kunstfonden, og værkerne bliver nu – den 29. september 2015 – for første gang vist frem på en udstilling. Det sker i Sundhedshuset, Nordborg. Kunstfonden er ved ferniseringen vært ved et lille traktement.

rath

Sønderborg Kommunes Kunstfond udstiller de kommende år billederne flere steder i kommunen, således at så mange som muligt får mulighed for at beundre dem.