Stor lokal ordre på hjerte- startere

Erhverv: Lotek A/S får ordre på over 500 hjertestartere til DSB.

Sønderborg: Lotek A/S med hovedkontor i Sønderborg får med en ordre på over 500 hjertestartere til DSB et gennembrud på markedet for hjertestartere til transportsektoren i både ind- og udland. Løsningen til DSB er den første, som overholder alle de nye og skrappe europæiske sikkerhedsbestemmelser.

- Det er vores hidtil største ordre til transportsektoren, og jeg er overbevist om, at den vil få international betydning. Ikke blot for os, men også for vores leverandør. Der findes hjertestartere i togsæt rundt om i Europa, men installationen hos DSB er den første i Europa, som opfylder alle de skrappe sikkerhedskrav, som er indeholdt i en helt ny EU bestemmelse. Udover leveringen af hjertestarteren er det er bl.a. kravene til brandsikkerhed, som vi har hjulpet DSB med at opfylde, siger driftsdirektør Allan Nykjær Pedersen, fra Lotek A/S i Sønderborg

Ordren til DSB har vakt opsigt både herhjemme og internationalt. Lotek er allerede i kontakt med flere andre transportselskaber og koncerner i ind- og udland,hvor man prioriterer kunder og medarbejdernes sikkerhed højt og derfor vil investere i hjertestartere.

Den type hjertestartere der installeres i DSBs tog guider brugeren trin-for-trin gennem hele redningsforløbet. Hjertestarteren fortæller om, der skal trykkes hårdere, langsommere eller hurtigere.