Henning Christiansen har solgt - men fortsætter
ERHVERV: Efter 35 år som ejendomsmægler har Henning Christiansen solgt sit firma
RIBE: Henning Christiansen har igennem de sidste 35 år været selvstændig ejendomsmægler, men det slutter 1. januar 2016.
Den lokalkendte ejendomsmægler har solgt sin virksomhed til EDC Bramming og Esbjerg, der er drevet af Jesper Gilbjerg og Kenneth Madsen.
– Jeg har rundet de 67 år, så jeg synes, at tiden er inde til at sælge min virksomhed. Jeg fortsætter dog som ansat i firmaet, og jeg vil se frem til for første gang nogensinde at blive lønmodtager, siger Henning Christiansen.
Inden han blev ejendomsmægler, var Henning bilhandler i Jernved, hvor han blandt andet solgte BMW biler.
Men han valgte at sadle om og udleve drømmen om at blive ejendomsmægler.
– Jeg har været ejendomsmægler i et omskifteligt marked. I firserne var der kartoffelkuren, så kom der mere liv i halvfemserne, og indtil 2007 gik det rigtig stærkt. Så fik vi finanskrisen, og det blev et helt andet marked, men vi har tilpasset os, og vi har hele tiden kunnet sælge huse, siger han.
Jesper Gilbjerg ser frem til at få en afdeling i Ribe.
– Vi synes, at Ribe er et spændende område boligmæssigt. Vi er sikre på, at vi kan sikre vækst, og nu lukker vi kommunen af og får afdelinger i alle de tre store byer, siger Jesper Gilbjerg.
– Der er klart et mål om, at vi skal sikre vækst i afdelingen, selvom der jo er en svær konkurrencesituation. Målet er en større markedsandel, og jeg er sikker på, at det er muligt. Vi beholder Henning og Peter i virksomheden, og så er det planen, at vi udvider med en medarbejder, siger Jesper Gilbjerg, der driver virksomheden sammen med Kenneth Madsen.
