Musikalsk menneske er ny rektor i Ribe
UGENS PORTRÆT: Kristian Bennike er på plads i rektorstolen på Ribe Katedralskole, som han glæder sig til at sætte sit præg på.
RIBE: Der kan være lang vej fra København til Ribe, men det er ikke tilfældet for Kristian Bennike. Han flytter permanent til Ribe, når den ene af hans døtre har færdiggjort 9. klasse.
– Vi kommer fra Virum, som er en forstad uden butikker og det liv, der følger med det. Jeg ser derfor klare fordele ved at komme til en by, hvor der er masser af liv, hvor der er charme og en god atmosfære, siger Kristian Bennike.
– Da jeg snakkede med min kone om jobbet, var hun med det samme med på ideen, og hun kendte til Taarnborg igennem sit virke som præst. Den mindste af mine børn sagde ikke noget, den mellemste sagde yes, mens den store af mine børn lige skulle tænke over udmeldingen. Men de kunne alle mærke, at det var noget, jeg rigtig gerne ville, og det gav forståelse fra deres side.
– Jeg tror på, at Ribe bliver en god oplevelse for alle i familien, og jeg tror på, at man lettere skaber kontakter her end i hovedstaden.
– Nu vil jeg bruge lidt tid på at finde ud af, hvor vi skal bo, så vi finder det sted i Ribe, der passer bedst til os.
Musik har altid fyldt meget i Kristian Bennikes liv. Han spiller trombone, har spillet i Tivoligarden, har gået på Skt. Annæ musiske gymnasie, og han har læst musik på universitetet.
– Musik fylder meget i mit liv, selvom jeg ikke spiller så meget, som jeg har gjort. Jeg har sunget i kor og dirigeret både kor og orkester. Og selvom jeg har læst musik på universitetet, har jeg altid synes, at det praktiske var det sjoveste.
Respekt for traditioner
Og selvom Kristian Bennike kun lige er startet i jobbet som rektor på Ribe Katefralsskole har han nogle klar ideer om, hvad han ønsker at tilføre skolen.
– Jeg har en drøm om at navigere med respekt for traditioner. Jeg vil gerne åbne skolen overfor lokalområdet og dermed styrke det lokale samarbejde. Der er en masse gode initiativer i gang, og det vil jeg naturligvis støtte op omkring. Det glæder mig, når jeg ser vores musikelever spille til de ni læsninger i Ribe Domkirke, og det opfatter jeg som innovation i ordets bedste forstand. Det er også godt, når vores tyskelever guider turisterne og på den måde skaber læringsværdi for andre. At være rektor på en skole, hvor man kan være med til at give de unge de tre bedste år af deres liv er stort, siger han.
De tre korte
Tre ord der beskriver dig selv?
– Humoristisk, redelig og jovial.
Hvad forventer du af at flytte til Ribe?
– Jeg ser frem til at opleve nærheden i lokalsamfundet, og jeg har en fornemmelse af, at her er et godt lokal netværk, som man ikke har i en storby.
Hvis vi to skule bruge resten af eftermiddagen sammen, hvad skulle vi så lave?
– Vi skal starte med at drikke en øl, og så skal du udvide min horisont om byen. Jeg vil gerne hvide mere om, hvem du er, når du ikke er journalist. Og så skal vi slutte med at spise på en restaurant, som du skal vælge.
