Red Barnet har indsamlet flot beløb
Ribe: Både ved Red Barnets julestue i forrige weekend og ved folkeafstemningen torsdag har folk i Ribe været gavmilde ved indsamlingsbøsserne.
Derfor har Red Barnet i Ribe sikret i alt 30.843 kroner fra de to arrangementer, hvor de 18.000 kroner kom fra julestuen, hvilket er samme niveau som sidste år.
– Det indsamlede beløb fra folkeafstemningen var højere, end vi normalt får ind ved stemmestedet i Ribehallen, og vi er utrolig glade for alle bidrag. Det er fantastisk, at vi kan samle så meget, fortæller Richard Kværnø fra Red Barnet Ribe.
Alle de indsamlede penge går direkte til Red Barnets almene landsarbejde for udsatte børn og unge i hele verden.