Inge fylder 80 år
Vi har modtaget:
Inge Sagischewski Nielsen, Sønderportsgade, fylder 80 år den 13. december.
Inge blev født i byen Golzow 8 km fra Oderfloden sydøst for Berlin.
I marts 1945 måtte Inge som 10-årig flygte med trækvogn fra byen, der faldt for den røde hær. Inges mor og far blev splittede under krigen, så Inge og hendes søster, voksede op hos deres bedsteforældre i en årrække.
Inge kom senere i dansk skole og blev dansk konfirmeret. Den 1. november 1954 blev hun elev på ”Ribe Åndssvageanstalt” og traf sin mand, Niels, i foråret 1955, og de blev senere gift. Sidst i 60’erne begyndte hun med maleriet i forskellige former, politik blev der også tid til, og hun blev uddannet som socialpædagog og børnehavepædagog.
Inge og hendes mand flyttede i 1995 fra Nørremarken og ind til Sønderportsgade 8 i Ribe. Her er fritiden gået med eventyrlige og fantasifulde malerier i mange skønne farver.
Inge har ligeledes nydt det spændende arbejde som turistguide for Ribe Turistkontor i snart 43 år. I de seneste to år har Inge været ramt af sygdom, men hun håber og glæder sig til at være tilbage som turistguide i sommeren 2016.
Inge holder åbent hus for venner og bekendt på Hotel Backhaus søndag den 13. december.
