Begejstret professor placerer klimaworkshop i Sønderborg
Godt klima: Michael Goodsite er professor ved SDU i Odense og var sidste år vært for NATOs Green Defence-workshop i Sønderborg. Hans begejstring for byen har igen fået ham til at placere en international workshop her.
Sønderborg: Da Sønderborg i februar sidste år husede Natos Green Defence-workshop, efterlod byen et stort indtryk hos værten Michael Evan Goodsite, der er professor og leder af Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet, Odense.
- Jeg oplevede et fantastisk engagement fra Sønderborgs beslutningstagere og lokale virksomheder. Det lykkedes endda Sønderborg at bringe tårer i øjnene hos flere af deltagerne, da vi opdagede alle de flag, som byen havde hejst over Kong Chr. Den X’s Bro til ære for deltagernes mange nationaliteter, fortæller Michael Goodsite begejstret.
Mere på vej
Formålet med konferencen var at drøfte, hvordan Nato kommer tættere på en grøn omstilling af organisationen, og nu er der to flere konferencer og workshops på vej.
Som direktør for NORD-STAR, nordisk center for klimatilpasning, har Michael Goodsite valgt at placere den afsluttende internationale workshop i Sønderborg.
- Jeg håber ydermere at trække en workshop for kinesiske samarbejdspartnere om klima- og energistrategi til Sønderborg, tilføjer han. Begge i løbet af efteråret.
Hos samarbejdspartneren Project Zero - partner i Nord-star projektet - er der stor glæde over beslutningen og roserne til byen.
- Jeg sidder selv i NORD-stars styregruppe og konferencen i oktober sætter punktum for fem års klimaforskning, hvor også en islandsk forsker med doktorgrad har studeret Sønderborgs omstilling sammen med byerne Reykjavik, Växjö og Trondheim, forklarer direktør i Project Zero, Peter Rathje.
