Madame Curie og universet
SØNDERBORG: Den polskfødte nobelpristager og opdager af radium, Marie Curie, har givet anledning til flere gode biografier - bl.a. fra forfatter Stig Dalager. Nu bliver den berømte dame taget under behandling i en koncert-forelæsning i spændingsfeltet mellem videnskab, visuals og koncert af skuespiller Lotte Andersen og astrofysiker Anja Cetti Andersen, der mandag den 1. februar kommer til Sønderborg med forestillingen "RadiuMusic".
Sammen med et syv-mandsorkester kaster de to sig ud i en musikalsk rejse ind i en forunderlig verden af radium, røntgen, sorte huller og "The Big Bang". Forestillingen fletter to temaer sammen til en gribende fortælling om Marie Curie, kemi og kærlighed, stråling og jalousi – om usynlige kræfter, der oppebærer verden som vi kender den, men samtidig har potentialet til at destruere den.
Billetter kan købes på www.sonderborgteaterforening.dk eller på tlf. 76 34 00 28.
