Kom på mærkerne i Augustenborg

Fritid: Sønderborg Frimærkeklub inviterer til store byttedag.

AUGUSTENBORG: Søndag 31. januar er der store byttedag for filatelisterne i Augustenborg-Hallerne, Kettingvej 19A, Augustenborg.

Det er Sønderborg Frimærkeklub, der står bag arrangementet, der plejer at trække mellem 150 og 200 besøgende fra Jylland, Fyn og Sydslesvig til. Dagen er nemlig ikke kun for medlemmer. Alle er velkomne til at kigge forbi og måske få deres arvestykker vurderet.

Dagen byder dels på masser af muligheder for byttehandler, men der er også en ret stor frimærkehandler-stand, som ifølge arrangørerne skulle have lidt for næsten enhver samler.

Dørene åbner klokken 9.00 og lukker igen klokken 15.00 for besøgende.