15 års frokostjazz på Penny slutter

Sidste gang: Hans Jørn Wolff All Star slutter frokostjazzen på Penny Lane

Sønderborg: På lørdag spiller Hans Jørn Wolff All Star Jazzband frokostjazz på Penny Lane. Men det bliver anderledes end normalt, for det er sidste gang, at Penny Lane lægger lokaler til frokostjazzen.

Dermed slutter 15 år med det kendte jazz- og spisearrangement, der har været en tilbagevendende begivenhed hver måned gennem årene. Men nu er det så snart slut, for Penny Lane kan ikke længere huse arrangementet, der konflikter med konceptet om åbent til de sene nattetimer fredag og lørdag.

Vil gerne fortsætte

- Det har været en stor glæde for os alle i bandet med så fast en tilhørerskare. Glade er vi kommet og mindst lige så glade - om end trætte har vi pakket sammen igen, siger Hans Jørn Wolff og fortsætter:

- Spørgsmålet er nu, om der er nogen, der sidder med en god idé til, hvordan frokostjazzen og dermed den traditionelle jazz kan fortsætte i andre lokaler.

Hans Jørn Wolff All Star Jazzband stiller gerne op, så hvis nogen har idéen, kan bandet kontaktes via e-mail eller på telefon: Hans Jørn Wolff post@hjwolff.dk 24 80 11 14.

Penny Lane lægger lokaler til den sidste omgang frokostjazz på lørdag den 30. januar kl. 12 til 14.