"Åbnes når jeg dør"

Hoven/Horsens: Thomas Uhre Fengers nye roman foregår dels i Vestjylland og dels i Japan – mest i Vestjylland og mindst i Japan. "Åbnes når jeg dør" er ikke en spændingsroman, men en hverdagsfortælling med lidt østerlandsk krydderi. Den er velskrevet, let læst, og handlingen skrider langsomt, men sikkert frem – vi er vel i Vestjylland.

Først lidt over halvvejs i romanen forlader vi omsider Vestjylland. Med den godt 150 sider lange beskrivelse af den daglige trummerum i og omkring kroen i byen Røvl skildrer forfatteren rækken af triste skæbner endimensionelt, og uden at man som læser fatter sympati for dem. Heller ikke for romanens hovedperson Preben – en gammel sømand, der gemmer på en hemmelighed – han har en datter i Japan, Megumi, fra et flygtigt forhold med en japansk kvinde. Dertil er personskildringerne for udvendige og postulerende.

Preben har også en datter i Danmark, Louise, og hende inviterer han med til Japan, dog uden at fortælle hende, at han agter at opsøge halvsøsteren, som Louise ikke aner eksistensen af. Det er den oplysning, der ligger i den kuvert, som først må åbnes, når Preben dør. Det afsløres allerede på de første sider i bogen.

I Japan går tiden med at opsøge gamle bekendte, udforske seværdigheder og med at finde Megumi. Det lykkedes, da Louise tager affære efter et opgør med faderen, der omsider en aften under indtagelse af rigelige mængder alkohol tager sig sammen til at fortælle Louise om Megumi.

Heller ikke i Japan bliver man som læser for alvor fanget af fortællingen. Det potentielle familieopgør, som kunne have givet fortællingen kant, udebliver. Det virker ikke troværdigt – og romanens spændingsmæssige højdepunkt bliver derfor, da far og datter er lige ved at misse flyet tilbage til Danmark på grund af et overfyldt tog.

Denne læser håbede på et tvist til sidst, men det udeblev desværre. Jeg var dog godt underholdt.