Det var bedre i gamle dage… Eller var det?
Konfirmation: Sognepræst Else Juul har foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt de kommende konfirmander.
Ølgod: De fleste har glemt, hvad de lavede i matematik i 6. klasse, men stort set alle kan huske deres konfirmation – og også deres konfirmationsforberedelse. Det er en vigtig periode, og det var det også før i tiden.
Med dette afsæt foretog sognepræst Else Juul for nylig en mindre spørgeskemaundersøgelse blandt forårets konfirmander.
– De fik til opgave at svare på en række spørgsmål om deres konfirmationsforberedelse og den forestående konfirmation, hvorefter de skulle stille nogle tilsvarende spørgsmål til deres bedsteforældre. Det gav anledning til mange gode snakke generationerne i mellem, for bedsteforældrene kunne så udmærket huske dengang, de skulle konfirmeres, og ville gerne fortælle om det, fortæller Else Juul.
En anden tid
Bedsteforældrenes besvarelser viste med al tydelighed, at det var en anden tid. De tidligste konfirmander oplevede, at konfirmationen bogstaveligt talt betød, at nu var man voksen. De flyttede hjemmefra efter konfirmationen for at arbejde på gårde eller i huset. Nu måtte pigerne have hæl på skoene, drengene måtte ryge, og alle måtte gå i byen. Det afspejler konfirmandernes gaver også; de får kommoder, pibe og tobak og skeer som gaver. Nu skal de videre i livet.
Størrelsen på gaverne var også en helt anden. Hvor flere konfirmander anno 2016 ønsker sig en rejse til London eller Barcelona, var man glad for en natkjole eller et spejl på bedstemors tid.
Indflydelse på festen
Det var også en anden tid på den måde, at konfirmanderne havde meget mindre indflydelse på festen, end de har nu. Hvor nutidens konfirmander kan få at vide, at det er deres dag, hvor de skal have det, som de vil, så var der mange konfirmander før i tiden, som bare gjorde, som de fik besked på, tog noget tøj på, som deres forældre havde anskaffet og som i øvrigt var næsten magen til alle de andres, og så sad de pænt på deres plads, mens forældrenes gæster holdt taler for dem. Ingen spurgte, hvad de havde lyst til.